Marsken ved Ribe å

SAMMENFATNING

Marsken ved Ribe er bred, flad og åben og stort set uden beplantning. Den blev inddiget i 1912-1915, og diget, der brat rejser sig i op til 6 m højt, er det mest markante landskabselement i området. Ellers er det den totalt åbne og flade marsk, den høje himmel og åen, der udgør de bærende landskabselementer.

De fleste steder sker overgangen mellem marsk, hedeslette og bakkeø som en svag men jævn stigning, der mange steder først og fremmest opfattes på grund af beplantning og bebyggelse. Ådalen omkring åen er dermed ikke så tydelig i landskabet, som ordet "dal" lægger op til.

Udover Ribe, der ligger helt ned til åen, har områdets bebyggelser på grund af stormflodsrisikoen altid ligget samlet som gårdsamlinger og mindre landsbyer trukket op på kanten af geesten i kanten af ådalen. Et karakteristisk træk ved landsbyerne er de åbne tofter og grønninger, der flere steder åbner bebyggelsen op mod landskabet. Eneste afvigelse fra bebyggelsesmønstret er et par gårdbebyggelser, Inder Bjerrum og Ydre Bjerrum, der ligger på to mindre sandbanker midt ude i den fuldstændig flade marsk.

BEVARINGSTILSTAND

Marskens åbne landskabsrum er meget velbevaret og fremstår uden forstyrrende spredt bebyggelse. Den centrale del af marsken vest for Ribe er stadig helt åben med lave afgræssede enge, og sammenhængen mellem diget, åen og de tilbageværende åbne enge er her meget fin. Lidt længere væk fra åen har en del af de oprindelige engarealer desværre skiftet karakter i drift og anvendelse En del tidligere engarealer er således blevet opdyrket, hvilket eksempelvis har betydet, at majs­marker omkring landsbyerne i nogle tilfælde skjuler den klare afgrænsning mellem landskab og bebyggelse og tager udsigten mod marsken.

Eneste større tekniske anlæg i marsken er ringvejen vest om Ribe, der dog hæver sig synligt på en dæmning. I baglandet bag Ribe Ådal ses enkelte vindmøller.

Overordnet set er de karakteristiske bebyggelsesstrukturer ganske velbevarede. Der er stor forskel på, i hvilken grad landsbyerne er forblevet landsbyer eller er ved at ændre karakter til forstads­bebyggelser, og selvom landsbyernes karakteristiske placering i forhold til marsklandskabet generelt er blevet respekteret, er udbygningerne ikke alle steder sket lige respektfuldt overfor den ældste landsbybebyggelse.

I Ribe er væsentlige træk i bebyggelsen og samspillet mellem byen og landskabet bevaret i bemærkelsesværdig grad. Den meget velbevarede afgrænsning mellem det gamle Ribe på sandbanken og det omgivende landskab må fremhæves som ret enestående, især for en by af Ribes størrelse. Endelig har byen også i høj grad undgået at sløre den smukke silhuet med byens gamle tårne.

SÅRBARHED

Engarealerne er sårbare overfor afvanding og opdyrkning, der vil ændre marskens karakter i væsentlig grad. Marsklandskabets specielle åbne karakter er også meget sårbart overfor opførelse af ny spredt bebyggelse, særligt landbrugsbyggeriets store volumener eller vindmøller. Ligeså vil beplantning og yderligere intensiv opdyrkning af engarealerne, med eksempelvis høje majsplanter, skade marskens meget åbne karakter og mindske det sammenhængende areal, der opleves som marskland.

Samspillet mellem landskab og bebyggelse er sårbart overfor ny bebyggelse, der bryder det uhindrede udsyn over den åbne ådal eller ikke tager den oprindelige bebyggelsesstruktur i betragtning og derved slører samspillet mellem natur og bebyggelse. Eksempelvis udbygning af landsbyerne i retning af marsksiden eller huludfyldning på de karaktergivende tofter. Den flotte kontrast mellem det gamle Ribe og det omkringliggende landskab er sårbart overfor sammensmeltning med de nyere bydele eller oplandsbyerne (reel risiko ved Øster Vedsted).

De bevarede skelgrøfter mellem engene er sårbare overfor strukturændringer i landbruget, der kan føre til ændringer i driften og sammenlægninger af matrikler.

ANBEFALINGER

Det smukke samspil mellem landskab og bebyggelse, der viser den historiske sammenhæng mellem landsbyerne og naturen, bør bevares. Planlægningen bør derfor sikre, at den oprindelige bebyggelsesstruktur med åben ubebygget marsk, landsbyernes tilbagetrukne placering på det lidt højere land og det gamle Ribe ved åen, klart afgrænset af sandbankernes begrænsede areal, fastholdes. Nybyggeri i Ribe bør endvidere respektere den nuværende bygningsmasses højde, da byens profil og domkirkens markante fremtoning ellers kan blive udvisket.

Det er afgørende for oplevelsen af den brede åbne ådal og de vidstrakte marskflader, at beplantning i selve marsken og foran landsbyerne undgås. Genetablering af de oprindelige engarealer og vådområder ville øge forståelsen for områdets kulturhistoriske betydning.

Læhegn og større beplantninger bør alene findes i tilknytning til de bebyggede strukturer, og sigtelinier til kirkerne, der ligger lidt inde på hedeslettens terræn, bør friholdes. Den gamle plantage nord for det gamle Ribe bør bevares, idet den danner en effektiv visuel adskillelse fra industriområdet og Nørremarkens udstrakte parcelhuskvarterer.

Placering af større tekniske anlæg bør overvejes nøje, især bør vindmølleplanlægningen tage højde for, hvor sårbar den store åbne landskabsflade er på grund af den høje "sigtbarhed".

LANDSKAB

Marsken ved Ribe Å er en del af et vidstrakt marskområde, der ligger mellem Brørup og Toftlund bakkeøer i henholdsvis nord og syd. Længere inde i landet ligger også Rødding bakkeø, og mellem disse 3 bakkeøer dannedes i løbet af den næstsidste istid en stor hedeslette. Senere havstigninger har efterfølgende omdannet den vestligste del af denne hedeslette til marsk. Det samlede område med marsk og hedeslette er ca. 12 * 12 km stort, og marsken når længst ind i landet ved Ribe Å, hvor den strækker sig helt ind til Ribe, ca. 5 km ind i landet fra åens udløb i Vadehavet.

Marsk- og hedeslettearealet mellem de 3 bakkeøer er med sine ca. 12 * 12 km meget stort. På grund af områdets store dimensioner er de terrænmæssige skift mange steder ikke så markante, og de fleste steder sker overgangen mellem marsk, hedeslette og bakkeø terrænmæssigt som en svag men jævn stigning.

Især nord for åen er overgangen mellem landskabstyperne flere steder først og fremmest tydelig i kraft af beplantning og bebyggelse. På sydsiden er overgangen lidt lettere at få øje på, da bakkeøen ligger tættere på marsken.

Diget mod vest, der brat rejser sig i op til 6 m højt, er anderledes markant i landskabet. I årene 1911-1915 blev Ribe-diget bygget for at beskytte området mod stormfloder, og siden da er ny marsk kun blevet dannet foran diget. Diget er senere blevet forstærket i 1978 og 1990'erne, og indgår nu som en del af den samlede kystsikring langs den sønderjyske vestkyst. Ved Vester Vedsted slår diget et sving ind syd for byen. Dette sving udgør afslutningen på Ribediget fra 1912 og markerer desuden landegrænsen fra perioden 1864-1920.

Ådalen er domineret af Ribe Å, der slynger sig ud mod Vadehavet. Flere steder deler åen sig i flere åløb og kanaler, ligesom også andre vandløb løber ud i åen. Åen møder Ribe-diget ved Kammerslusen, hvorfra den løber ud i Vadehavet. På strækningen vest for Ribe er åen, der slynger sig voldsomt, flere steder blevet ført over i kunstige kanaler, der er blevet gravet for at lette sejladsen på åen. Også inde i Ribe er åens forløb blevet påvirket af menneskelig indgriben. Faktisk er Ribes ældste bydel beliggende på en dæmning, ligesom der også flere steder i byen er etableret kanaler og vandmøller. Øst for Ribe danner den opdæmmede å en sø, der ligger helt ind til byen.

Den inddigede marsk er beskyttet mod de ellers jævnlige overskylninger med havvand, og en del af de marskarealerne er derfor så tørre, at de kan udnyttes til dyrkning af korn og majs. Den gennem­snitlige terrænkote i marsken ligger dog kun ca. 1,5 over havets overflade, og marsk­landskabet ligger således meget lavt. Engene omkring ådalens vandløb er derfor stadig for fugtige til, at de kan opdyrkes, og de anvendes i stedet til høslet og afgræsning. Marsken er ikke afvandet, og det er derfor ikke usædvanligt at se marskens enge stå delvist under vand, når vandet i åen står højt f.eks. pga. store regnskyl eller hvis Kammerslusen har været holdt lukket længere end normalt pga. høj vandstand i Vadehavet. I marsken ses endnu rester af den oprindelige matrikelstruktur markeret af skelgrøfter. Særligt velbevaret er denne struktur i marskengene syd for Vester Vedsted.

Diget, slusen og ringvejen omkring Ribe er de eneste større anlæg, de påvirker området. Langs randen af marsken, på kanten af 'det tørre land', ligger en række landsbybebyggelse samt nogle spredte gårdbebyggelser, og bag disse er landskabet i langt højere grad opdyrket og beplantet.

KULTURHISTORIE

I marskområdet bosatte folk sig på geest-randen, lige ovenfor marskens lave jorder. Dette bebyggelsesmønster var strategisk velegnet set i forhold til den landbrugsmæssige udnyttelse af områdets meget forskellige landskabstyper, for ikke blot kunne man anvende marsken til afgræsning, man fik samtidig let adgang til den gode agerjord på bakkeøerne, der kunne opdyrkes. Mellem den frodige og græs­rige marsk og de gode høje agerjorde, opstod således en perlerække af landsbyer. I en tid, hvor der endnu ikke var bygget noget havdige var det desuden afgørende at kunne undslippe stormfloderne. Landsbybebyggelserne langs geest-randen ligger typisk i en terrænkote over 2,5, hvor de er gået fri for de fleste oversvømmelser.

Områdets egnscenter, Ribe, har en ganske anden historie, og adskiller sig derfor fra landsbyernes mønster. Ribe blev anlagt i begyndelsen af 700-tallet, midt i ådalen på det sted mellem marsken fugtige enge i vest og det vidt forgrenede åsystem i øst, hvor den nord-sydgående passage af åen har været lettest. Ribe blev oprindeligt placeret på nogle mindre sandbanker, omgivet af mere fugtige eng- og mosearealer. Den grundlagdes som en handelsplads på en sandbanke nord for åen, men efterhånden som en lang række kirkelige institutioner, heriblandt domkirken, samt slottet Riberhus blev opført syd for åen i løbet af 1100-tallet, voksede byen mod syd. Byens hovedgade blev anlagt på en dæmning over åen, og der blev opført flere vandmøller. Byens udvidelsesmuligheder blev begrænset af sandbankernes afgrænsning og åens forløb, hvorfor Ribe med tiden ud viklede sig til at blive en meget kompakt by med en klar og skarp afgrænsning mod det omkringliggende landskab.

Ribe havde med sin beliggenhed optimale muligheder for søfart i kraft af den direkte adgang til Nordsøen, og den blev områdets altdominerende havneby. Udover Skibbroen i selve Ribe omfattede havnen også ladepladser, der lå i læ bag Fanø, Mandø, Rømø og Sild. At byen samtidig var gejstligt centrum for et endnu større område, og det at kongen selv opholdt sig på slottet, øgede dens betydning yderligere. Byen blev købstad og havde indtil 1857 monopol på handel, håndværk og søfart. En stor del af byens rigdom stammede fra handelen med landsbyboernes stude, der blev opfedet på marskens enge.

Ribe havde sin storhedstid som handelscentrum indtil sidst i 1500-tallet. Herefter tilsandede åen, hvilket besværliggjorde sejlads, og Ribes havn kunne ikke følge med udviklingen inden for skibsfarten. Samtidig flyttedes kongemagtens fuldstændigt til København. Byen havde dog fortsat så stor national betydning, at da området syd for Kongeåen i perioden 1864-1920 tilhørte Tyskland, forblev Ribe og de umiddelbare omgivelser på dansk hånd. De gravede kanaler, der skulle lette sejladsen på åen, vidner om et forsøg på at genvinde byens status som driftig handelsby.

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

Landskabet vest for Ribe er åbent, ensartet og stort set ubebygget. Eneste bebyggelse er ved kammerslusen, hvor der ved åen ligger en restaurant samt en række mindre fritidshuse, samt et par gårdbebyggelser, Inder Bjerrum og Ydre Bjerrum, der ligger på to mindre sandbanker. Bortset fra disse banker er marsklandskabet fuldstændig fladt. Fra ringvejen ved Ribe kan man således uhindret se ud til diget og slusen, der ligger 6 km mod vest.

Områdets landsbyer har på grund af stormflodsrisikoen altid ligget som randbebyggelser trukket op på kanten af geesten. Den særlige dobbelte udnyttelse af marsk og geest har gjort, at landbrugene i marskområderne i højere grad er har bibeholdt placeringen i landsbyerne, end landbrugene længere inde i landet, der i højere grad har spredt sig. Et karakteristisk træk ved landsbyerne er de åbne tofter og grønninger, der flere steder åbner bebyggelsen op mod landskabet.

På nordsiden af ådalen fortsætter den relativt flade hedeslette et godt stykke mod nord, og her ligger bebyggelserne lige på kanten af marsken. På ådalens sydside trænger bakkeøen sig derimod på, og her har bebyggelserne samlet sig på den stribe af hedeslette, der ligger ca. i kote 2,5-5,0 mellem Ribemarsken og Toftlund bakkeø.

Diget er et markant landskabselement, der kan ses på lang afstand, idet det skjuler den vestlige horisont i et område, der ellers er præget af frit udsyn. Kirkerne ved Farup Kirkeby og Vester Vedsted er vigtige enkeltelementer, der markerer sig i landskabet i kraft af deres synlighed og fremtrædende beliggenhed. Når blikket vendes mod øst er det Ribe Domkirke, der dominerer, selv på mange kilometers afstand.

Ribe er synlig på lang afstand på grund af dens placering midt i den flade åbne ådal. Byen rejser sig med nogenlunde ens bygningshøjder, der træder klart frem i det flade landskab, og midt i byen knejser Domkirken massivt og dominerende. Også vandtårnet og tårnet på Sct. Catharinæ Klosterkirke er markante elementer i byens profil.

Byens profil er klarest og smukkest set fra Ringvejen, der fører vest om byen. Her, lidt på afstand, ses tydeligt den skarpe afgrænsning af byen, som blev dikteret af de naturgivne landskabsforhold. Bymidten er præget af en høj grad af kontakt med vandet, som er meget karakteristisk for byen og dens historie. Den bevarede Skibbroen, hvorfra der stadig kan sejles helt ud til slusen og Vadehavet er væsentlig for byens historiske identitet.

At den gamle afgrænsning mellem købstaden og landskabet trods alt ikke i højere grad er blevet udvisket skyldes, at Ribes nyere udvidelser er sket med etableringen af nye selvstændige bydele, og ikke blot en gradvis udvidelse af byen, som "ringe i vandet", som det har været tilfældet i mange andre byer. De nyere bydele er adskilt fra hinanden og den gamle bydel af jernbanen, åsystemets forskellige vandløb samt grønne kiler, der strækker sig helt ind i bymidten.

Kort om landsbyerne

Farup Kirkeby, Kærbøl og Nørre Farup ligger tæt sammen på kanten af marsken. Den korte afstand imellem landsbyerne taget i betragtning, har de haft stor funktionel sammenhæng, idet de har været fælles om f.eks. kirke, kro og smedje. Fysisk set har de dog hver deres struktur.

Som den sydligste af de 3 ligger Nørre Farup med en meget karakteristisk placering lige på kanten til marsken, hvor terrænet hæver sig over 2,5 m koten. Højdeforskellen er tydelig at se, når man ankommer til landsbyen fra marsken i syd, hvor markerne har en synligt lavere beliggenhed end bebyggelsen. Nørre Farup har tydelig karakter af forteby, og den oprindelige vejstruktur er stort set uforandret. Landsbyen har en ret klar afgrænsning mod landskabet, og oplevelsen af forskelligheden mellem landskab og bebyggelse forstærkes af en meget tæt og lukket karakter inde i selve landsbyen.

Kærbøl og Farup Kirkeby ligger lidt længere inde på højdedraget hvor terrænforskellene i forhold til marsklandskabet ikke så tydelige. Kærbøl og Farup Kirkeby er opstået som to selvstændige landsbyer. Farup Kirkeby har spredt sig sydpå fra kirken, mens Kærbøl har spredt sig i øst-vestgående retning langs Kærbølvej, og de to landsbyer er med tiden vokset så meget i retning af hinanden, at de i dag opleves som én sammenhængende bebyggelse. Det oprindelige vejforløb er bevaret som overordnet vejstruktur for bebyggelsen, mens nye stikveje er opstået i takt med udbygningen.

Farup Kirkeby har en større andel af nyere enfamilieshuse og en mere lukket og organiseret struktur end Kærbøl. De mange nye udstykninger giver et vist præg af forstadsbebyggelse, men det gamle Farup Kirkeby fornemmes i den nordlige del af landsbyen, hvor kirken og en tidligere kro danner ramme om ankomsten til byen. Den vestlige del af Kærbøl består ligeledes af sammenhængende bebyggelse med en klar afgrænsning mod landskabet, mens den østlige del har en mere åben struktur. Her synes landskabet at løbe helt ind mellem husene, idet flere grønne arealer til dyrkning og græsning er bevaret helt inde i landsbyen. På trods af en del nyere byggeri langs med Kærbølvej, kan man her stadig se en del gamle gårde ligge spredt.

Kun 1,5 km sydøst for Ribe ligger Øster Vedsted, der i dag fungerer som forstad til Ribe. Landsbyen er opstået som en vejlandsby, og dens udvikling fra vest mod øst aflæses tydeligt. Den vestlige ende af landsbyen har bevaret et vist landsbypræg, blandt andet i kraft af de gamle gårde, mens den østlige ende udgøres af et stort og dominerende parcelhusområde. Parcelhusområdet er meget klar afgrænset, men der er en vis risiko for en fysisk sammenbygning med Ribe i fremtiden, hvis udbygningen fortsættes.

Vester Vedsted har i højere grad end Øster Vedsted bevaret sit landsbypræg. Landsbyen ligger yderst på det bakkedrag, hvor Toftlund bakkeø strækker sig længst ud mod Vadehavet, og kirken og præstegården udmærker sig ved at ligge på områdets højeste punkt. Landsbyen har en usædvanlig grøn karakter i forhold til placeringen yderst i det vindomsuste marskområde, idet der er mange store gamle træer, og samtidig er der bevaret en del tofter og andre grønne arealer inde i landsbyen.

Sønder Farup er en lille landsby, der mere har karakter af en samling gårde, hvor det oprindelige vejforløb og mange gamle gårde er velbevarede. Landsbyen er kendetegnet ved at ligge meget åbent i landskabet, mens bebyggelsen samles af vejnettet og struktureres af en række nord-sydgående beplantningsbælter. Landskab og bebyggelse griber meget sammen, idet markerne går helt ind imellem gårdene, og dette giver en række fine kig, både ind imellem de enkelte gårde og ud i marsken.