Her sidder jeg i sandkassen, 5 år gammel, og Søren Vognmand er tyde­lig­vis kommet med nye for­syninger af sand. Hjerte­mus­ling­erne, som fulgte med sandet, indgik i vores leg, men ellers gik vi meget op i at at bygge huse, veje og tun­neler - noget der krævede at sandet var fugtigt. Vi kørte med Tekno-biler på vejene - dvs. de måtte løftes, for sandet kunne ikke bære de små hjul.

En speciel leg var kar­tof­lerne gror - her skulle sandet helst være tørt: Vi dæk­kede fød­derne med sand og vrikkede med tæerne, der efter­hånden kom til syne som kar­tofler.

Jeg legede ude hele året og kan stadig huske min for­trydelse, når sandet i sand­kassen var frosset.

Jeg legede også med det tov, der gik op til toppen af den 14 meter høje antenne­mast. Et sideværts ryk frem­kaldte en bølge, der bevægede sig mod toppen, hvor den blev reflek­teret og kom tilbage. Bølger der gik mod hinanden kaldte far for stående bølger.