Retnings­antennen var en ramme­antene, bestående af en kobber­vikling i et ring­formet messing­rør med et elektrisk isolerende håndtag (vigtigt for at røret ikke skulle mod­virke antenne­signalet). Ved pejling drejedes mod­tageren til signalet i hoved­tele­fonerne nåede et mini­mum (præcist defineret med radio­bølgens magnet­iske kompo­sant gående i rammens plan). For at finde frem og bak for retningen til senderen skulle man derefter bruge en "sense­antenne", en stav­antenne der sattes i bøsning­erne foroven på kabinettet. Man drejede så til maksimum (radio­bølgens elek­triske og magnet­iske komposant i fase), og retningen til senderen var så som angivet med den lille røde pil.

Kompasset af klar acryl er nu blevet sort af ælde.

Modtageren er beskrevet i OZ januar 1952: side 7, side 8, side 9, side 10. Artiklen er forfattet af Knud Johannessen OZ8WA og P. Størner OZ7EU.