Lidt om det
at have børn
med på tur

lsefjordstien oplevede jeg for nylig på en cykeltur alene med mine to små piger, Signe på 5 år og Maja på 2 år. Nu er der utvivlsomt mange der vil sige, at en telttur alene voksen med to små børn må være håbløst tungt og besvær­ligt, men faktum var, at vi havde en fin tur uden særlig mange praktiske problemer. Til forhåbentlig inspiration for de der gerne vil, men ikke tør kaste sig ud i noget lignende, vil jeg her fortælle lidt om turen.

Forhistorien var den, at Signe havde fået en cykel i fødsels­dags­gave kort forinden og forfærdelig gerne ville på en rigtig cykeltur. Vi valgte Isefjord­stien som et passende sted, hvor det lod sig realisere, og tog af sted i en uge, hvor min kone var taget til Holland for at se van Gogh udstil­lingerne - noget der absolut ikke egnede sig til at have småbørn med til. →

Vi fik en køn tur ned til teltpladsen ved Sandskredet i Kongsøre Skov. Bygerne havde pisket ned hele formiddagen mens vi pakkede, så vi var rustet til tænderne med regntøj, men på forunderlig vis holdt det tørvejr indtil vi havde fået teltet rejst. Teltpladsen var enestående smukt beliggende ved vandet, med store bred­kronede træer og udsigt over fjorden. Der var flere cyklende familier med børn på stedet, men vandrere og kanorister så vi ingen af. Vi havde en lidt urolig nat, hvor børnene flere gange skulle fiskes ind på ligge­underlagene, et luksus­problem, der skyldtes over­skydende plads i teltet. Bortset fra dette, er det nu praktisk med god teltplads, især når man har børn med, så alle gøremål kan foregå uafhængig af vejrets luner. →

Næste dag pakkede vi alt vort grej og trillede ligeså stille de knap 10 km nordpå til lejr­pladsen ved Unnerud Strand. Undervejs delikaterede vi os med jordbær på grøfte­kanten, men ellers var nærmeste indkøbs­muligheder i Egebjerg, der som navnet antyder er en del op ad bakke. Vi havde hørt lejr­pladsen karak­teriseret som "bare en mark" og det var for så vidt også rigtigt, men der var efter min mening ligeså smukt som i Kongsøre, bare på en anden måde. Her var bakker med bølgende korn­marker, megen sol og lægivende levende hegn. →

Vi blev hele fire nætter på pladsen for dels blæste det lidt rigeligt til at cykle tilbage til Kongsøre og dels ville Signe ikke hjem. Først da jeg sagde, at mor ville blive ked af det, hvis vi ikke kom og hentede hende ved toget indvilgede hun i at tage hjem. Af problemer havde vi vist iøvrigt kun småtterier, som at Signes støtte­hjul gjorde knuder på nogle af skov­stierne, og at Maja ikke kunne formås til at sove til middag før den sidste dag. Om grunden til denne turs succes mener jeg at kunne sige, at den dels skyldtes at turen blev gennemført på børnenes betingelser: Vi havde ingen ambitioner m.h.t. den udståede distance og havde megen tid til leg. Dels fungerede udstyret så godt, at den voksne ikke følte at de praktiske gøremål var besværlige. Endelig tror jeg også denne form for primitiv camping tiltaler børn, fordi de kan forstå og være med i alt hvad der foregår, og samtidig er der spændende lege­mulig­heder i naturen.

Vi kørte i bil op til stien og fandt efter lang tids søgen et sted at parkere den mellem de to sydlige lejrpladser. Cyklerne blev læsset: Jeg havde kogegrej, mad og sandlegetøj i cykel­taskerne, soveposer, tøj, sko, bleer og telt i en køjesæk på bagage­bæreren, fotoudstyr og natur­bøger i cykel­kurven og den lille på stangen i et sæde indkøbt til lejligheden. Den store havde ligge­underlagene og sin egen sovepose på bagage­bæreren samt en rygsæk med sovedyr og Pixibøger.

Jeg havde ca. 32 kg bagage og 11 kg barn på cyklen, og kunne ganske umuligt have fået plads til mere, men på den anden side gik det glat med det vi havde. Det vil forstås, at turen ikke kunne have været gennemført uden en eller anden form for rullende materiel: I dette tilfælde cykel, på sidste NFA-tur til Sejrø var det en barnevogn. En klapvogn vil nok være mindre egnet p.g.a. den manglende bagage­plads, hvorimod en cykel­anhænger sikkert ville gøre fyldest også på en vandretur. ←

Vores telt, som vi er meget tilfredse med, er et 3-personers tunneltelt med normal apsis i den ene ende og forlænget apsis i den anden. Den store apsis tjener som entré og bagage­opbevaring, og gør det muligt i øsregn at komme ind og lægge regntøjet, uden at der kommer en dråbe ind i inder­teltet. Den lille apsis er altid køkken, med gennem­gang forbudt for børn. Så kan man efter behag vælge om man sidde inde og kokkerere eller om man vil slå apsis til side og sidde udenfor, det kan gøres uden at flytte andet grej end det ligge­underlag man sidder på. Nu ved jeg godt at udstyrs­snakken ikke må overskygge natur­oplevelsen, men jeg vil dog hævde, at hvis udstyret fungerer problem­frit, bliver der mere tid til natur­oplevelse. ←

Stranden var i naturskønhed helt i særklasse, med skrænter bevokset med træer og bjørneklo, og sand og sten i alle stør­relser. Vi tilbragte hele næste dag på stranden med at bygge sand­slotte, bade og stege pande­kager. Da vi ankom var der ikke et øje på telt­pladsen, og Signe blev ved med at spørge om, hvornår de andre kom. Det var ikke gået op for hende, at vi ikke var på NFA-tur, men heldigvis kom der senere nogen hun kunne lege med. ←