Kære allesammen!
Jeg sidder her på en klippetop øst for Saqqaq med udsigt over Disko-bugtens isfjelde og mindes en tid for meget længe siden, da jeg var på ferie i Nordjylland. Dvs. ifølge kalenderen er det kun to uger siden, men ligesom naturen her i Grønland er af vældige og uoverskuelige dimensioner, så er tiden det også. De to uger føles som et tidsrum af umådelig længde, fyldt til bristepunktet med oplevelser.
I turistbrochurerne kalder nordjyderne deres egn for "Lysets Land", men de ved slet ikke hvad lys er: Her på denne Grønlandske vandreferie har solen om dagen brændt som en hvidglødende svejseflamme, der skærer sig igennem en blankpoleret stålplade, og selv midt om natten har den strålet med en gylden glød. På den første vandre-etape, der gik fra Kangerlussuaq til indlandsisen og tilbage, var varmen næsten uudholdelig. Der var landskaber, der slående lignede Råbjerg Mile, som jeg havde vandret igennem få dage forinden - selv de små lavvandede søer med sivene manglede ikke. Men i Grønland var det varmere, lyset var stærkere, dimensionerne var større, og så var der flokke af moskusokser!
Denne tur har givet helt uforglemmelige oplevelser. For mig var en af disse flyveturen fra Kangerlussuaq til Aasiaat med en DASH 7 propelmaskine. Vi kom af sted med syv timers forsinkelse og kunne derfor nyde landskabet i aftensolens skær. Under os i det plastiske lys sås et ældgammelt nederoderet fjeldlandskab med lange, afrundede klippekamme, søer, elve, kløfter og skrænter. Ude til højre under propellerne sås enkelte bræer, der rakte deres brede tunger ned mod fjordene. Længst borte, endeløst mod syd og endeløst mod nord, sås indlandsisens umådelige, flade, hvide kuppel.
En anden sådan oplevelse var ankomsten til den lille bygd Ilimanaq efter en lang og anstrengende vandretur. Vi havde i fire dage knoklet som mulæsler med at transportere vores blytunge rygsække over uvejsomme fjelde. Vi var blevet afsvedet af en nådesløs sol, og vi var blevet tømt til næstsidste blodsdråbe af en himmelsk hærskare af myg. Men vi havde for hver fjeldryg set ud over nye smukke landskaber, og om aftenen havde vi fortalt hinanden, at dette var livet og sandheden - simpelthen bare vidunderligt. Som om vi anede hvad vidunderligt var.
Nu var vi trætte og skulle bare hurtigst muligt gennem bygden for at finde en lejrplads uden for slædehundenes rækkevidde. Vi klatrede op ad den sidste klipperyg og kunne undervejs nyde synet af en snæver kløft med rustfarvede og rødlige klippesider, i bunden en nærmest tropisk frodighed af revling og dværgbirk, og længst nede klare, flaskegrønne dønninger, der sløvt duvede ind fra Disko-bugten. Men det var kun en biting, for da vi passerede klippetoppen, mødte der os et syn, som for en tid gjorde os lamme og stumme. Så foreslog jeg en teltplads med mulighed for udsigt fra soveposerne, og liggende ved siden af hinanden med hænderne under hagen prøvelå min makker og jeg pladsen. Længe. Meget længe. Det der lå udbredt foran os, og som ikke lader sig beskrive, og som vanskeligt lader sig gengive på billeder, ja som i virkeligheden kun kan opleves på stedet, var et af naturverdenens syv underværker, i klasse med Victoria Falls og Grand Canyon: Isfjeldsbanken ud for Jakobshavn Isfjord. I fjorden udmunder en af jordens mest produktive bræer, resulterende i det syn, der nu lod sig se: Et halvt hundrede hvide og turkisfarvede mastodonter i gigaton-klassen var gået på grund på ca. 500 meter vand, og de lå nu i lange rækker og ventede på deres søsætning i Disko-bugtens stille vande. Længere ude på den blå flade lå spredte isfjelde - mindre og mindre så de ud med den tiltagende afstand - og længst ude, 60 til 150 km borte, rejste sig i den krystalklare luft Disko-øens og Nuussuaq-halvøens lange kæder af bræ-omkransede fjeldtinder.
Samme nat lå vi i nogen tid vågne, og fra soveposerne nød vi synet af den gyldne midnatssol, der stod lavt over den lange række af isfjelde. I det åbne vand foran kunne vi i kikkert se en hval, der med nogle minutters mellemrum blæste en dampsky i vejret. Hver gang viste hvalen sin sorte ryg, og skyen drev ud over bugten i den svage vind. En guddommelig udsigt.
Der var gået mindre end en uge siden ankomsten til Grønland, men allerede nu følte vi os mættede med indtryk. Hvad der end måtte ske herefter, så ville vores investering i tid, penge og anstrengelser have givet så rigeligt et udbytte. Men det blev bare ved: Næste nat sejlede vi med en chartret motorbåd i sol og let tågeslør tværs over isfjeldsbanken og hele vejen de over 100 km nordpå til Nuussuaq-halvøen. En uforglemmelig sejltur. I bygden Saqqaq blev vi modtaget af vores kontaktperson, den søde sygeplejerske Carla, og af en flok børn, der var ude at lege, skønt det var over midnat. Klokken var halvto da vi endelig havde fået slået vores telte op og havde fundet poserne - men stadig skinnede solen.
Næste formiddag sad vi foran vores telte og spiste brunch med udsigt til en samling gigantiske isfjelde, der var strandet ikke ret langt ude i bugten. Der lød jævnligt brag fra isen, når den slog revner i sommervarmen. En af deltagerne kom spontant med et udbrud, der burde vedtages som turens motto: "Jeg troede ikke det kunne blive bedre".
Men Grønland er omskiftelsernes og kontrasternes land. Få dage efter var det blændende solskin forvandlet til storm, regn og bitter kulde, og den før så blanke Disko-bugt var nu et frådende hav, hvor de skumtoppede bølger knustes mod isfjeldenes sider. Da vejret var over det værste, var vi et lille hold der vandrede østerud fra Saqqaq langs Disko-bugtens nordlige bred. Vi havde en let, men isnende kold regn drivende imod os - til gengæld kunne vi følge en udmærket sti, den første på turen. Efter nogle timers vandring, med en kort og klam frokost indlagt, mødte vi en forhindring, der standsede vores videre færd: En elv, som vi skulle vade, viste sig at være svulmet op til en brølende, grå, mudret strøm. Efter en kort rådslagning besluttede vi at opgive vadningen og i stedet slå lejr i læ af nogle klippeformationer i nærheden.
Jeg følte at nu var ferien altså bare forbi - suk. På den anden side var det egentlig en ganske flot afslutning: Betragtede vi fra lejrpladsen det land, hvorfra den grå strøm kom, sås først nogle blæksorte, lavklædte klippeformationer, og bagved disse et mørkegråt fjeldmassiv, med stejlvægge der rejste sig ret op til 1000 meters højde. Med bræer der kastede sig ned fra disse svimlende højder, med fjeldtoppene omkranset af sortladne skyer og dækket af at solidt lag af vinterens første hvide sne, var det et massivt fjendtligt landskab - et hedensk, tågeomkranset Niflheim! End ikke Odins ravne manglede.
Med mellemrum bragede tordenen løs, så det gav ekko mellem klipperne - men bulderet kom sært nok ikke fra det hedenske landskab, men fra den modsatte side. Og der mødte blikket intet mindre end et sandt, himmelsk Elysion: Ude over bugten var opklaringen begyndt, og den spredte et væld af sarte farver over himmelen, vandet, Disko-øens sneklædte fjeldkamme, og alle isfjeldene, der lå bredt ud så langt øjet rakte over den endeløse flade. Tordenen kom fra de nærmeste isfjelde - de var grundstødte tæt ved land, trods det at de må have haft et dybgående på adskillige hundrede meter.
Disse to voldsomt kontrasterende syn, på ét og samme sted, på én og samme tid - skabte endnu et af disse øjeblikke af helt ufattelig skønhed, som denne ferie er så rig på.
Næste morgen (nu er det længe siden - det var i forgårs) sad jeg alene ude på et næs i bugten og græd. Om det blot var af glæde over de storslåede naturoplevelser, eller det var mere komplicerede følelser, der fik mig til at løbe over, skal jeg ikke kunne sige. Samtidig fuldførtes opklaringen, og det var det velkendte solbeskinnede Grønland der mødte os, da vi kort efter vandrede nordover langs elven mod de hedenske fjelde. De havde nu fået farve - smukke rødgyldne nuancer på stejlvæggene, mørkegrønne på klippeafsatserne og rødviolette områder mellem smeltevandselvene ved foden af den nærmeste bræ: Disse områder var bestande af den smukke blomst, der på grønlandsk kaldes Niviarsiaq - "Den unge pige". Nej, ferien var så langtfra slut.
Den skildpaddeformede bræfod nåede vi en time efter, at vi troede, at nu var vi der. Afstande i de grønlandske fjelde er altid større end de ser ud til. Ud væltede vandet i en voldsom strøm, der trak store rullesten med sig, kunne vi høre. Isen var let at bestige, og udsigten fra toppen af bræfoden med de rislende, turkisblå smeltevandsbække afslørede et vildt landskab med is og bræspalter, glitrende smeltevandselve og søer, stejlvægge og erosionskegler, samt nye og gamle randmoræner af kaotisk ophobede blokke. Og så selvfølgelig - langt ude - bugtens isfjelde og Disko-øens fjeldkamme, tinder og bræer. Et landskab der savnede ethvert spor af menneskelig virksomhed, umådeligt i både rum og tid - sådanne landskaber har eksisteret og vil eksistere på planeten Jorden i hundreder af millioner af år. De landskabselementer vi her kunne betragte, var resultatet af virksomheden af den is vi stod på, af istidens langt større bræer, og især, af voldsomme geologiske begivenheder for utalte millioner af år siden. De lag, som vi så tydeligt kunne se på Disko-øens stejle fjeldsider 40 kilometer borte, var resultatet af vulkanudbrud langt voldsommere end nogen kendte i nutiden, og resulterende i lagserier på over to tusinde meters tykkelse. Som vi stod der midt i dette landskab, kunne vi godt føle at de ting vi stressede rundt efter til daglig, ja hele vores eksistens, var blottet for enhver betydning.
Da jeg den aften lå i teltet og skrev dagbog, kom min makker med følgende bemærkning: "Gider du ikke lige slukke lyset, når du lægger dig til at sove". Og se, da jeg lagde mig, slukkedes lyset! Nåja, der blev ikke rigtig mørkt, men solen gik netop da bagom et af de hedenske fjelde i nord. Da jeg så selv lå og forsøgte at sove, prøvede jeg at lytte til nattens lyde. Der var ingen! Ingen vind, ingen vand, ingen fugle, ingen motorbåde - kun blodets susen i ørerne ...
Ud på natten blev vi imidlertid vækket af et tordnende dommedagsbrag! Det gav genlyd mellem klipperne og jorden rystede, så vi nær var drattet ned af liggeunderlagene. Og så var det blot en af giganterne, der var nedkommet med en ynkelig lille isskodse. Grønland er i sandhed kontrasternes land. For naturelskeren har den nordgrønlandske sommer meget at tilbyde, og på denne ferie er vi altså virkelig blevet tilbudt alt - blot ikke bøgeskove, solnedgange og søvn!
Lyset og mørket, det omskiftelige vejr, isen, fjeldene og de umådelige afstande er nogle af de naturelementer man må underkaste sig i Grønland. I Danmark er det anderledes - er man utilfreds med et landskab, så sætter man en bulldozer på det og laver et nyt. Og der har man en såkaldt miljøminister, der helst så naturen afskaffet, det billige skidt. Det ville han ikke komme langt med her i Grønland - her er naturen stadig en vældig, almægtig enehersker.
Mange kærlige hilsener
Finn